tirsdag den 18. februar 2014

Min baby er for lille

Var til den der kontrolscanning for et par dage siden. Lillepigen skulle lige tjekkes, for hun var ikke helt så stor som forventet. Jeg skulle endelig ikke være bekymret, for hun lå stadig inden for normalområdet, og jeg er jo heller ikke selv den største i verden. 

Så lillepigen blevet målt og vægtskønnet. Og målt lidt igen. 

Så kom vi ind til lægen. 

Min lille skat inde i maven er 20% for lille, så det var ikke helt godt. Dog ville lægen mene, at når man tog min størrelse med i vurderingen, så ville vi lande på ca 10% for lille. Og det var jo lidt bedre.

Lillepigen var 27 + 6 dage gammel og vejede 988 gram.

Alt omkring baby fungerer, både moderkage og flow i navlesnoren, og mængden af fostervand er ganske normal. Højst sandsynligt er hun bare en bette skid. 

Der var ingenting, jeg kunne gøre anderledes. Lillepigen skal bare vokse nu, og hvis hun så bliver ved med at følge sin egen kurve nu, så vil hun veje 2700 gram til terminen. Og det er jo fint - småt, men helt ok.

Jeg håber, de har ret i, at hun bare er lille. 

Nu må vi se, hvordan det går. Vi skal scannes hver 14. dag fra nu af. Spændende spændende. 

mandag den 10. februar 2014

Uge 27+4

Mig
  • Vægt: + 1,5 kg
  • Mave: Pæn, rundt, lige midt på
  • Kondition: Ikke-eksisterende
  • Humør: Glad, gnaven, glad, gnaven
Baby
  • Vældig livlig
  • Har endnu ikke fanget, at det hedder sove om natten. Ikke lege "hvor-hårdt-mon-jeg-kan-losse-til-mors-ribben-leg".
  • Tung (og der er stadig 13 uger tilbage - shit)
Glade tanker:
  • Det bliver fantastisk at få hende ud og holde hende, made hende, trøste hende
  • Min hr. Kæreste bliver jordens mest fantastiske far for min lille pige
  • Bliver hun mørk- eller lyshåret?? Spændende spændende
  • Har set det sødeste sengetøj fra Sebra, som jeg glæder mig til at købe til hende
  • Skal vi ikke snart ud og kigge på barnevogn???
Dystre tanker:
  • Vil hun kunne lide mig? Hvad hvis jeg ikke kan få hende til at smile??
  • Vil jeg nyde den første tid nok, når jeg nu skal læse imens? Tiden kommer til at gå alt for hurtigt garanteret...
  • Hvordan skal det komme til at gå med hushold OG baby? Det halter ligesom nok i forvejen...
  • Bevidsthed om hvad 'fødsel' egentlig indebærer. 
  • Bare jeg nu går tiden ud. Og helst ikke for mange dage over.
Forbudte tanker:
  • Søvnmangel, kolikbarn, trodsalder, søvnmangel, tøsefnidder, skældud, grænsesøgning, søvnmangel - er det virkelig det hele værd? Det er resten af mit liv. Var det alligevel for tidligt at sætte livet på standby? Selv efter børnene er flyttet hjemmefra, er man jo stadig mor. Glæder jeg mig allerede til børnene er flyttet??? Får jeg nogensinde den der moderfølelse, så de næste 20 år ikke bare skal 'holdes ud'?
  • Hjæææææælp

torsdag den 23. januar 2014

Butterdejspakker med svinekød

Jeg har fundet på en ret!

Dermed ikke sagt, at andre ikke også har fundet på den, men den her har jeg altså fikset helt uden opskrift... Og det er altså en stor bedrift herhjemme :-)

Jeg elsker butterdej, jeg elsker kød, og jeg elsker flødeost.
Brune brune kød, blande blande blande med krydderier og ost, fordele blanding på butterdejsplader, vente - og så er der serveret. Virkelig nemt og virkelig lækkert. 

Her er opskriften (som i hvert fald rækker til 4 voksne mennesker):
- 400g flæskefars
- 1 pk. philadelphia (evt. pikant)
- Hakket persille
- 1/2 løg
- Salt
- Peber

- Butterdej
- Æg til pensling (kan udelades)

Flæskefarsen brunes hurtigt og hældes i en skål. Når farsen er kølet lidt af kommes de øvrige ingredienser i og det hele blandes rundt. Butterdejen skæres ud i kvadrater på ca. 10x10 cm, og en god spsk. kødblanding lægges i midten af hver kvadrat. Butterdejspakken lukkes ved at trække hjørnerne op mod midten og klemme dem sammen med en gaffel (kommer lidt til at ligne en napoleonshat). 
Pakkerne lægges på en bageplade, pensles med æg og bages på midterste rille i varmluftsovn på 200 grader i ca. 15-20 min til butterdejen er gylden. 

Der blev 12 pakker ud af min portion. Hver voksen kunne spise to.
Jeg serverede råstegte kartofler, salat og tzatziki til. 

Velbekomme :-)

mandag den 20. januar 2014

Man kan aldrig vide sig sikker...

Jeg er 20 år gammel, så biologien er med mig. Risikoen for komplikationer i forbindelse med graviditet er minimal.

Jeg ryger og drikker ikke, jeg er slank og spiser ganske almindeligt. Jeg bruger ikke parfume på huden og farver ikke mit hår. Der skulle altså ikke være noget at komme efter. 

Jeg får lavet rutineblodprøver hos lægen, og de er alle lige som de skal være.
Mit blodtryk er ikke i nærheden af at være forhøjet.

Min baby har en fin lille nakkefold, og risikoen for kromosomfejl er 1:21846.

Fra uge ca. 20 mærker jeg en frisk og frejdig baby hver eneste dag, og har ikke på noget tidspunkt været plaget af smerter eller andre gener af nogen art. 

Jeg er i praktik som sygeplejerske på en neonatalafdeling. Dér finder man ikke mange tunge løft, og som studerende er arbejdet på ingen måde stressende. Jeg har fx god tid til at læse patientjournaler og konkluderer hurtigt, at langt størstedelen af patienterne er indlagt pga. svangerskabsforgiftning eller pga. væksthæmning. De fleste væksthæmmede og for tidligt fødte er, så vidt jeg kan se, børn af ældre mødre, så det har jo ikke noget med mig at gøre...

Jeg har været med i et forsøg omhandlende tidlig opsporing af for tidlig fødsel. Det har indebåret (siger man det?) et par ekstra scanninger, hvor man har undersøgt mig for tegn på for tidlig fødsel. Et forsøg, jeg meldte mig til udelukkende fordi, jeg syntes, det var interessant, nu jeg var i praktik på neonatal. Jeg var jo ikke selv i nogen risikozone...

Get the picture? ... Ri-si-ko-fri, no worries

...
...
...

Så kan i nok forestille jer det chok, jeg får i dag, da de ringer fra sygehuset og gerne lige vil se mig til en ekstra scanning, fordi de synes min baby er liiiidt lille derinde i maven, nu de har kigget på tallene igen...

Først panikkede jeg lidt. Man er vel alligevel lidt miljøskadet efter 10 uger på en neonatal intensivafdeling, hvor mindstemanden derinde vejede 507 gram ved sin fødsel - 5 gram mindre end min baby blev skønnet til ved sidste undersøgelse i uge 23+4...

Bagefter blev jeg beroliget lidt af min kære mor og min kæreste. Begge pointerede, at jeg jo ligesom heller ikke selv er nogen basse, og min mor kunne yderligere fortælle, at jeg aldrig nogensinde selv har holdt min vækstkurve, efter jeg blev født. Og de har vel en pointe - når man er 160 høj og vejer knap 50 kg, så er det måske heller ikke meningen, at man skal have store børn selv...

Til sidst tænker jeg, at det da simpelthen bare er et supergodt system, vi har. At der sidder nogen og holder øje med, om min lille baby har det godt, og som gerne lige vil kigge en ekstra gang på hende - bare for en sikkerheds skyld. Det er da trygt. 
Hvor er det venligt, at jordemoderen derinde tager sig tid til at ringe personligt til mig for at sikre, at jeg har fået brevet med den nye tid, og for at sige, at jeg endelig ikke skal bekymre mig, de synes bare det er fjollet ikke at tjekke efter, nu de har tallene. Og det er jo heller ikke nogen akuttid, det er først midt i februar, de vil se mig...

Mon ikke min baby har det ganske fint og bare er en splejs ligesom sin mor. Det satser vi på... I mellemtiden vil vi proppe os med havregrynskugler (ikke dadelversionen, for vi vil nemlig gerne vokse os et par gode maver på, baby og jeg :-)) og alt muligt ander godt og kalorietungt...

God arbejdsuge til dem, der arbejder. Bebs og jeg har semester-ferie indtil februar :-)

lørdag den 18. januar 2014

>:-(

Spekulerer bare på, hvorfor Gud egentlig valgte at placere livmoderen SÅ tæt på blæren?

That's all...

fredag den 17. januar 2014

2013

Vi starter lige med et tilbageblik på 2013:

Januar
En temmelig hektisk måned med udfyldning af alt for mange formelle papirer af både den trælse og den spændende slags. 
Jeg havde lige mistet min far i december, og som nærmeste pårørende var det mig, der skulle udfylde alle de formularer, der nu engang er i forbindelse med et dødsfald. Samtidig skulle der holdes styr på bank, årsopgørelser, diverse kreditorer osv., for den slags stopper ikke, bare fordi man dør. Ikke særlig opløftende og samtidig temmelig forvirrende for en knap 20-årig, der selv kun har haft sporadisk kontakt med sin egen bank.  Heldigvis var jeg omgivet af hjælpsomme familiemedlemmer og venner, der hjalp lidt til med at holde styr på det hele. 
Min far døde som 59-årig af en blodprop i hjertet. Han lå på sygehuset i små 14 dage, og i forbindelse med hans indlæggelse, oplevede jeg pludselig det at være pårørende. Den oplevelse slog mine øjne op for hvor helt eminent og fantastisk, jeg synes sygehus-verdenen er. Her stod jeg pludselig i min første store krise i livet, og alligevel formåede læger og sygeplejersker at få mig til at føle mig tryg og afklaret med, hvad der skete. Det var i den forbindelse, jeg fandt ud af, at jeg ville være sygeplejerske. 
Jeg var egentlig lige ved at afslutte 1. semester af Almen Tysk på uni, men jeg var slet ikke i tvivl om, at sygeplejerske var meget mere rigtigt for mig. Jeg søgte derfor lidt uformelt ind på sygeplejerskeuddannelsen midt i januar, og en uge senere blev jeg ringet op af en sød dame, som fortalte, at jeg var optaget. Studiestart ugen efter. Bom. 

Februar
Jeg startede på min nye uddannelse og elskede den fra dag 1. Strømmen af breve og møder i  banken fortsatte.

Marts
Min første praktik af en uges varighed. Jeg var temmelig skeptisk over at være blevet tildelt neonatal-afdelingen som praktiksted, da mit kendskab til spædbørn var meget(!) begrænset på daværende tidspunkt, og så endda SYGE spædbørn... Det var en meget nervøs spændt studerende, der mødte op den første dag. Og det var så en ovenud lykkelig studerende, der tog hjem alle fem dage. Det var en kæmpe succesoplevelse. Jeg følte mig helt fra start SÅ stolt og professionel, som jeg stod der i min hvide uniform, og rollen som sygeplejerske faldt mig bare helt naturligt. Den lykkefølelse, jeg havde efter praktikken, kan stadig mærkes hver gang, jeg tænker på den. 

April
Hr. Kæreste og jeg var på kærestetur til Hamborg. 

Maj
Vi bestilte vores første ferie sammen. Det vakte stor lykke hos pigerne, at de også skulle med, og det gik op for mig, hvor stor en del forventningens glæde udgør af en ferie :-)
I maj fik jeg den sidste regning fra el- og boligselskab fra min fars lejlighed, og dermed var det slut med "til boet efter..."-kuverter. 

Juni
Vi havde en fantastisk tur til Kreta alle fire sammen. En ferie, der bare gjorde så meget godt for os som familie. Det blev faktisk første gang, jeg rigtigt tænkte på os alle fire som en del af den samme familie og ikke som en konstellation af 'Hr. Kæreste og mig' og 'Hr. Kæreste og børn'. (Og de følelser er et helt indlæg for sig. Engang.)

Juli
Hr. Kæreste og jeg både bestilte og tog på ferie sammen i juli - alene. Her gik turen til Cypern, hvor vi fik slappet ganske meget af. Vi tog afsted to uger efter, vi kom hjem fra Kreta, og var vist egentlig begge to enige om, at de var lige tæt nok på hinanden, de to ferier. Det var som om vi stadig var mætte af Kreta.
Cypern blev dog alligevel temmelig skelsættende for vores liv. Det var her, vi besluttede, at vi ville lave en baby.

August
Skete der noget spændende i august?

September 
2. semester af sygeplejerskeuddannelsen gik i gang. Den 4. september fandt jeg ud af, at jeg er gravid. Måneden bestod således også af lidt madlede, lidt gøren plads i underlivet (av) og en enkelt tur til lægen for lige at få graviditeten bekræftet. 

Oktober
Skole. Eksamen. Graviditetstanker.
Den første del af graviditeten var egentlig ikke så sjov. Jeg vekslede meget mellem at tænke "nå ja, det bliver da spændende" og "fuck! hvad har vi gjort??!" Jeg var skrækslagen for, at vi ville komme til at fortryde det - vi havde det jo lige så godt.

November
Nakkefoldsscanning - og dermed gang i mine moderlige følelser. At se den lille spirrevip på skærmen til undersøgelsen gjorde bare det hele så meget mere virkeligt. Der var (er) jo virkelig et lille menneske inden i mig :-)

December
Juletid. Sidste års december var ikke voldsomt spændende herhjemme, så jeg havde besluttet mig for at gå all-in på julehygge i år. Pigerne er 8 og 12 år gamle, men det skulle bestemt ikke afholde en lille nissemand i at flytte ind. Og det skulle bestemt heller ikke afholde mig fra alverdens barnlige julepåfund med snydegaver, nissedrillerier og julegufferi i lange baner.
Desværre var det ikke mange gæster, vi havde i julen. Vi havde faktisk slet ingen. Hverken min familie eller svigerfamilien var forbi en eneste gang. Jeg tror (håber) bare, det skyldtes, at december var ovre før vi vidste af det. Vores weekender var booket med julehygge hjemme hos vores respektive familier, og vi to voksne var et smut i Hamborg til julemarked